Rødderne går dybt, og VIK har gennem tiden været med til at forme og udvikle mange af de spillere, som gennem årene har båret den lyseblå trøje, og det samme gælder nuværende profiler der tørner ud i Metal Ligaen - markante profiler og legender i både klubben og dansk ishockey.
I Sønderjyske taler man ofte om “en ægte Vojens-dreng” – en spiller, der er vokset op i den lokale hal, udviklet sig gennem VIK’s ungdomsafdeling og har taget springet til Sønderjyske Ishockey. Nogle bliver i klubben hele deres karriere, andre tager et smut ud i verden, men vender ”hjem” med erfaring og vilje. Fælles for dem alle er, at deres rejse begyndte på isen i Vojens.
I dag arbejder Sønderjyske Ishockey og VIK tættere sammen end nogensinde før for at sikre en stabil og bæredygtig fremtid for ishockeyen i landsdelen og for klubberne. Det handler ikke kun om at udvikle talenter til isen, men også om at give de unge spillere de bedste muligheder og forudsætninger for at balancere livet som ishockeyspiller med uddannelse og socialt ungdomsliv.
Målet er at skabe hele mennesker – spillere, der både kan præstere på isen og trives udenfor. Det handler ikke om at have noget at falde tilbage på, men om at have noget stærkt at se frem til, når karrieren en dag når sin afslutning.
En vigtig del af samarbejdet er de fælles “skills”-træninger, hvor VIK’s ungdomsspillere og Sønderjyske Ishockeys elitespillere mødes på isen. Her bliver de unge talenter trænet i teknik og samspil i Metalliga-tempo – og får derfor mulighed for at mærke, hvad der kræves for at tage skridtet op i eliten. Det giver både motivation og en tro på, at springet kan lade sig gøre.

“I VIK er vi begejstrede for det her tiltag. Vores spillere får lov at måle sig op imod dem, som allerede har taget skridtet ind i Metal Ligaen. På den måde kan Sønderjyske Ishockeyspillerne både inspirere og sparre med de yngre spillere, som så for alvor får blod på tanden. Yderligere er det en fantastisk mulighed for trænerne at arbejde på tværs og skabe stærke relationer til både hinanden og spillerne,”
fortæller Patrick Galbraith, General Manager i Vojens Ishockey Klub og tidligere Sønderjyske Ishockeyspiller.
Samarbejdet mellem Sønderjyske Ishockey og VIK er mere end et sportsligt partnerskab – det er et fællesskab bygget på respekt, historie og ambitioner. Sammen lægger klubberne fundamentet for, at nye generationer af Vojens-drenge kan fortsætte traditionen og føre den sønderjyske ishockeyarv videre.
Fælles is – fælles fremtid.